Søndag den 2. august kan projektleder Martin Høeg Broch fejre 25 år hos KG Hansen – en milepæl i en imponerende karriere.
Martin er født og opvokset i Grindsted og efter afslutning af 10. klasse på Vester Skole, gik han i gang med struktør-uddannelsen hos KG Hansen. Efter fire års uddannelse, hvor den teoretiske del blev afviklet på Teknisk Skole i Odense, var det tid til at aftjene værnepligten hos Livgarden i København.
Efter et kort ophold hos en kollega i branchen, vendte Martin hjem til KG som støber og blev i 2016 udnævnt til formand, hvor han gik fra at være sjakbajs til at lede et team af 20 – 25 støbere. Et større ansvarsområde som Martin gik til med høj arbejdsmoral og med vanlig stor entusiasme. Det blev til nogle spændende år, hvor sjakket med Martin i spidsen var med på en lang række markante byggeprojekter, herunder Lalandia, LEGO House, ARLA – Arice Innovation Center, Bagger-Sørensen domicil, LEGO Campus samt flere projekter for Forsvaret. Her kom fagligheden endnu engang i højsæde, da et af de førnævnte projekter blev nomineret til Insitu prisen.
I formandsjobbet hos KG inddrages man i kalkulationer, og det vakte Martins interesse så meget, at han skiftede til en stilling som projektleder i egenproduktionen. I dag arbejder han nu med kalkulation, koordinering samt ikke mindst samarbejdet med den nye formand og hans sjak. Et naturligt skift for Martin, som allerede kendte til særligt kalkulationsopgaverne, men nu er mere dedikeret til dem.
Martin er en udpræget holdspiller, der ikke er bange for dialog. Han er kendt som en ægte vindertype, hvilket afspejles i både hans faglige dygtighed og grundighed – en professionalisme, der har gjort ham til en respekteret kollega.
Privat bor Martin stadig i Grindsted sammen med sin hustru Anne, og sammen har de sønnerne Benjamin på 15 år og Nicolai på 12 år. Fritiden går med padel, mountainbike og gerne en skiferie eller to.
Jubilæet markeres med en intern reception torsdag den 13. august.