Tirsdag eftermiddag d. 23. oktober var der åbent hus på de nye almene boliger på Skolegade 10-16 i Grindsted. Her havde de kommende beboere og andre nysgerrige mulighed for at se en række prøveboliger på nært hold.
Projektet, som omfatter opførelse af i alt 46 2- og 3-værelsesboliger, er placeret på den gamle realskolegrund centralt i Grindsted med kort gåafstand til byens dagligvareindkøb, handelsgade samt kultur- og uddannelsestilbud. Derudover har alle boliger private altaner eller terrasser samt depotrum i kælderen.
Fremmødet var massivt, og flere blev på dagen skrevet op til en lejlighed. Der har generelt været stor interesse for de nye boliger, og allerede nu kan Lejerbo melde om, at ca. halvdelen af de nye lejemål allerede er reserveret.
Boligerne opføres for Lejerbo Kolding i hovedentreprise og forventes indflytningsklare primo februar 2019.