Fredag den 4. maj havde vi inviteret bygherrer, arkitekter, ingeniører og andre rådgivere fra Århusområdet på et eksklusivt besøg i et af KG Hansens mest omtalte byggerier.
LEGO House i Billund. – Kåret til Årets byggeri 2017
Og det er vist ikke for meget at sige, at alle havde en både inspirerende, spændende og sjov dag, hvor vi fik mulighed for at gå bagom processerne i byggeriet og opførelsen af dette fantastiske sted.
Entreprisedirektør Stern Johansen fra KG Hansen lagde i hans indledning til dagens program ikke skjul på hensigten med at invitere så mange århusianske gæster til LEGO House i Billund.
”Vi har hos KG Hansen lagt os fast på en strategi, hvor vi i fremtiden vil gå benhårdt efter at få en del af markedet i Århus. Det er derfor vi har inviteret jer herned til Billund, for at vise hvad vi kan, - og I vil allesammen komme til at lære os meget bedre at kende, i den nærmeste fremtid” sagde Stern Johansen.
Lars Dithmer, MAA. Director Global Project Management LEGO House, der har været KG Hansens nærmeste samarbejdspartner/bygherre under hele byggeprocessen, gav et både sjovt og indsigtsfuldt indblik i mange af de overvejelser der har været fra bygherren’s side undervejs i byggeriet. Vores egen Thorben Vagner, der har været projektchef på opgaven, kunne med sit indlæg, supplere om hovedentreprenørens opgave undervejs i dette både fantastiske men samtidig også fagligt udfordrende byggeri.
Som afslutning på dagen, gik vi en halv times rundtur i Billund, så vores gæster kunne nå at se lidt af det der i øvrigt bygges i denne dynamiske by på heden. LEGO’s nye Campus, Bamsemuseet som bliver et af de fineste i verden af sin art, Billund’s nye midtby – nye ældreboliger osv.
Vi synes selv, at vi fik vist os frem på fornem vis, og som vi siger:
”Kan det tænkes, kan det bygges”.