Den Internationale Skole i Billund erstattede tilbage i 2013 den kommunale Enggårdsskolen. I begyndelsen dannede den nye privatskole kun rammen om cirka 70 elever. Men siden 2013 og frem til i dag har skolen haft konstant vokseværk, og i mellemtiden har elevtallet sneget sig op på hele 380, fordelt på cirka 50 forskellige nationaliteter. Skolen er undervejs blevet udvidet ad to omgange – 1. etape tilbage i 2013 og 2. etape i 2015/2016, begge gange med KG Hansen som hovedentreprenør.
3. etape er nu så langt fremme i processen, at skolen fredag d. 23. november kunne invitere til rejsegilde i de nye lokaler, som fordeler sig på i alt cirka 1.200 m2. Skolens personale og elever får, når byggeriet står færdigt, bl.a. glæde af 6 ekstra klasselokaler, et nyt lærerforberedelseslokale og et stort fællesrum med plads til forskellige workshops. Dermed kommer skolens samlede areal til at udgøre ca. 6.000 m2, så der skulle være rigeligt med plads til to klasser på hver årgang, som er skolens ambition for de kommende år.
Udover de obligatoriske forfriskninger i form af røde pølser og taler, bl.a. fra skoleleder Camilla Uhre Fog og arkitekt Benjamin Meredin, havde skolens elever mulighed for stille spørgsmål til håndværkerne. Derudover havde skolens musikhold som prikken over i'et forberedt et par rocknumre i dagens anledning.
Læs mere i artiklen bragt i JydskeVestkysten d. 23. her.