Hans Ravn 25 års jubilæum | K.G. Hansen & Sønner a/s | entreprenørvirksomhed

Hans Ravn 25 års jubilæum

22. april 2019 - kl. 10:56

25 års jubilæum hos KG Hansen

Hans Ravn kan mandag d. 22. april fejre sit 25 års jubilæum hos K.G. Hansen & Sønner a/s.

Hans er født og opvokset i landsbyen Vittrup mellem Lindknud og Vejen. Efter endt skolegang startede han på landbrugsuddannelsen, hvorefter han drev sit eget landbrug frem til 1984. Herefter arbejdede Hans som fodermester i 9 år på et landbrug i Fitting.

Springet fra landbruget til byggebranchen blev taget i 1993, hvor Hans blev ansat som støber ved KG. Her var den første opgave opførelsen af Hotel Legoland i Billund, og efterfølgende flere spændende støbeopgaver som Forum Vandværk, ”Brikby” i Oksbøl og Borgen i Legoland.

Herefter var Hans i en periode beskæftiget med rengøring og service på byggepladserne, hvor den sidste oprydning og finish blev udført, og efter en kort periode væk fra KG stod den igen på støbearbejde.

I dag kører Hans rundt og løser en bred vifte af specialopgaver på forskellige igangværende byggesager, og kan med sin store erfaring, være med til at afhjælpe et problem, som måtte være opstået.

Hans har gennem alle årene været en loyal og vellidt kollega, som altid går beredvillig til opgaverne.

Over årene har Hans desuden besiddet adskillige frivillige hverv, herunder bl.a. spejderleder hos KFUM i Vorbasse, menighedsrådsmedlem i Vorbasse-Skjoldbjerg Sogn og bestyrelsesformand på Sydvestjyllands Efterskole.

Hans er i dag 65 år og bor i Hjallese syd for Odense med sin hustru, Margit. Sammen har de fire voksne børn og 12 børnebørn.

Hans’ jubilæum markeres d. 24. april ved en intern reception på Hotel Propellen i Billund.

Tilbage
nyheder
123 / 189