Rejsegilde BS HQ | K.G. Hansen & Sønner a/s | entreprenørvirksomhed

Vejle: Rejsegilde på BS HQ

19. marts 2019 - kl. 08:47

Vi er nu nået så langt med opførelsen af Bagger-Sørensen-familiens nye kontorhus, BS HQ, at vi i sidste uge kunne fejre rejsegilde. På trods af gråvejr og silende regn var humøret højt blandt de omkring 80-90 personer, som havde valgt at lægge vejen forbi Sysselvej i Vejle. Eftermiddagen bød på taler af ejendomschef Martin Sørensen fra Bagger-Sørensen Invest A/S, Søren Ravn fra RAVN Arkitektur og projektchef fra KG Hansen Thorben Vagner. Efterfølgende var der mulighed for at stille sulten med ristede hotdogs samt øl og vand.

Traditionen tro skulle arkitekten smadre en tom ølflaske og efterfølgende tælle glasskårene. Ifølge en gammel overtro er antallet af skår lig med antallet af år, som huset kommer til at eksistere. Dermed tegner fremtiden lys og mangeårig for det nye og spektakulære hus.

Det nye 3.500 kvm domicil, som fordeler sig på i alt tre etager, er inspireret af den afrikanske lodge med udvendig træbeklædning kombineret med et moderne twist i form af store glasfacader, som skal skabe forbindelse mellem inde og ude. Ejendommen er placeret på en knap 60.000 kvm stor naturgrund. Det nye hus skal danne rammen om familiens investeringsselskab Bagger-Sørensen Invest A/S. 

Huset er tegnet af Ravn Arkitektur med NIRAS som rådgivende ingeniør og skal stå klar til indflytning i slutningen af 2019. 

 

Tilbage
nyheder
126 / 189