Den 1. maj 2026 bød vi velkommen til Peer Bertelsen som ny markedschef hos KG Hansen. Ansættelsen markerer et vigtigt skridt i vores fortsatte udvikling, hvor stærk markedsforståelse, tætte relationer og lokal tilstedeværelse spiller en central rolle i vores vækst.
Peer Bertelsen får særligt fokus på vores aktiviteter i Øst- og Midtjylland – et område med høj aktivitet, stor udvikling og stærke muligheder for både nye projekter og langsigtede samarbejder.
“Med Peer får vi en stærk markedsprofil, der er tæt på kunderne. Samtidig er Øst- og Midtjylland et område i tydelig udvikling, hvor der er fart på både aktivitet og investeringer – og hvor vi ser klare muligheder for at styrke vores position og relationer yderligere,” siger entreprisedirektør Stern Johansen.
Peer Bertelsen ser frem til at blive en del af KG Hansen og til at styrke samarbejdet med både kunder, rådgivere og samarbejdspartnere i markedet.
“Jeg er meget glad for at være startet som markedschef for Midt- og Østjylland hos KG Hansen. At blive en del af en virksomhed med mere end 100 års erfaring i at opføre byggerier af høj kvalitet er både inspirerende og motiverende. KG Hansen har gennem generationer været kendetegnet ved ordentlighed, stærke håndværkstraditioner og et vedvarende fokus på langsigtede relationer – værdier som jeg i høj grad deler og ser frem til at være med til at videreudvikle. Jeg glæder mig til de kommende dialoger med både kunder og samarbejdspartnere og til i fællesskab at skabe gode løsninger og stærke relationer, der rækker mange år frem,” siger han.
Hos KG Hansen arbejder vi målrettet med at skabe stærke relationer og solide byggeprojekter på tværs af landet – og med Peer ombord styrker vi yderligere vores tilstedeværelse i Øst- og Midtjylland.