KG Hansen har medvirket til transformationen af den tidligere postcentral på Ankersgade i Aarhus for Olav de Linde A/S. Projektet er udført i hovedentreprise og omfatter en omfattende ombygning af en eksisterende erhvervsbygning på ca. 10.000 m², som er omdannet til moderne erhvervslejemål til flere forskellige brugere.
Transformationen er gennemført med stor respekt for den oprindelige bygnings arkitektur og materialitet, hvor en væsentlig del af de eksisterende konstruktioner er bevaret. Bygningens oprindelige betonelementer som lofter, søjler, bjælker og gulve er bibeholdt, ligesom murværk, terrazzogulve og døre i videst muligt omfang er genanvendt i den nye anvendelse.
Projektet er kendetegnet ved en stærk genbrugstankegang, hvor også historiske elementer som de gamle postkasser er integreret som en del af det nye erhvervsmiljø. I forlængelse af de nyindrettede lejemål er der etableret et orangeri, opført med en meget høj andel genbrugte materialer, primært fra lokalområdet i Aarhus – som fx døre og vinduer fra det gamle psykiatriske hospital i Risskov og gulve som er gamle gulvbrædder fra Søren Frichs vej.
Den eksisterende bygning er omdannet til et råt og industrielt erhvervsmiljø, hvor den oprindelige struktur er bevaret og kombineret med nye funktionelle løsninger. Resultatet er fleksible lejemål med en tydelig historisk identitet og moderne anvendelighed.



